”Tak er kun et fattigt ord” siger man – for mig er det et STORT ord, og jeg bruger den mange gange i løbet af dagen. Jeg takker ofte for dem jeg har i mit liv, det jeg har omkring mig, mine evner og mine ”gaver” i forhold til min fortid.
Jeg er meget bevidst om at bruge ordet TAK og være taknemmelig.
Nogle gange er der noget der ”prikker” til én og noget ”gammelt” dukker op i ens tanker og følelser. Som nu hvor jeg sidder med tårerne trillende ned ad mine kinder – ikke fordi jeg er ked af det, men overvældet af taknemmelighed og kærlighed.
Der poppede et opslag op på FB med et klip fra et talentshow, hvor mor og søn synger duo – en sang der betød noget særligt for dem, ud fra en situation hvor sønnen var tæt på at miste livet. Han kæmpede sig heldigvis tilbage livet.
Man ”mærker” SÅ meget da de synger, den smerte moderen havde følt, men også den stærke ubetinget kærlighed de havde imellem sig – og taknemmeligheden.
Det ”rykkede” pludselig mig tilbage i tiden – til da jeg stod i samme situation.
Min yngste søn fik meningitis da han var 1 ½ år gammel.
Mit livs mareridt !!
Jeg er SÅ taknemmelig for at have ham i dag, og at han slap helt uden mén.
Det kunne nemlig have gået så grueligt galt!!
Han gik i feberkrampe en lørdag formiddag efter at have lagt
med feber et par dage. Vi fik det hurtigt ”slået” ned med flydende stesolid,
som vi havde liggende fra en lignende situation med hans storebror, og kørte
derefter straks til vagtlægen.
Vi blev sendt hjem med, at det bare var en virus, og vi selvfølgelig skulle holde
øje med at feberen ikke steg voldsomt igen. Hans far tog på arbejde – vi troede
jo det ”bare” skulle rase ud.
Jeg var dog meget utryg og bange for hans skulle gå i krampe igen. Jeg målte temperaturen ofte, og sidst på eftermiddagen blev den høj igen. Jeg ringer efter min søster, om ikke hun ville køre med til vagtlægen igen, da jeg var utryg ved at skulle ud at køre med ham alene.
Jeg havde inden vi kørte observeret, at han var begyndt at
få en masse underlige små sorte prikker rundt på kroppen – det ved jeg i dag –
kan være et tegn på meningitis.
Vagtlægen lyttede kort på ham og spurgte hvad feberen var inden vi kørte
hjemmefra. Han målte den ikke selv. Han tilegnede ikke de sorte pletter nogen
opmærksomhed, og jeg havde bare en fornemmelse af at han travlt med at få os ud
igen.
Vi bliver sendt ud med besked om, at jeg skulle bare skynde mig hjem og give
ham mere flydende stesolid, så feberen kunne falde. Jeg var så bange og tænkte,
at vi bare skulle skynde os hjem, så vi kunne få feberen ned.
Vi når få 100 meter væk fra vagtlægen, da han går i krampe i hans autostol – han sidder helt stiv og vender det hvide ud af øjnene!! Jeg er SÅ bange og panikker fuldstændigt…. Jeg flår ham ud af stolen, vi får hurtigt bilen vendt og kørt tilbage. Min søster styrter ind efter hjælp hos vagtlægen – nu tredje gang – hun får beskeden: ” Ja – hvis det kan berolige moren, så kan vi da også gå over på sygehuset”.
Vi løber alt hvad vi kan derover – han er nu helt slap.
Da vi kommer ind på sygehuset, og hurtigt får os forklaret – tager de lige et hurtigt gik på ham og handler straks – de er sikker på det er meningitis, siger de. De tager ham hurtigt ud af mine arme, og vi følger efter ind i undersøgelsesrummet.
De måler hans temperatur til 41,5 grader!!!
De er så søde og forstående og prøver at forklarer mig på
bedste vis situations alvor, og at de er nødt til at foretage en rygmarvsprøve
på ham. Jeg får grædende fat i hans far.
Sygeplejersken siger til mig, at hun vil råde mig til at gå ud så længe – det
vil være en voldsom oplevelse at se på, og han skal heller ikke forbinde mig
med den smerte. Jeg lytter til dem og forlader rummet, men mit hjerte bliver
TOTAL flået i stykker. Det gjorde SÅ ondt at gå væk fra ham, og samtidig vide
hvilken smerte de skulle påføre ham. Der var fire personer til at holde ham –
en i hver arm og ben.
Jeg sad ude i venteværelset sammen med min søster – jeg sad med hænderne for mine ører, men jeg kunne stadig høre ham skrige voldsomt. Jeg sad bare og vuggede frem og tilbage – jeg troede jeg skulle dø af smerte… kan stadig høre ham skrige… glemmer det aldrig!!!
Han kom på en skrap antibiotikakur straks, og de behandlede
ham som var det meningitis selvom der ville gå et par dage inden de havde
svaret på prøven.
Rygmarvsprøven viste at det var meningitis, men heldigvis ikke den smitsomme.
Vi var på hospitalet i 10 dage, og han var bare en sej lille
gut til trods for de prikkede og stak i ham ofte.
Dog skreg han forståeligt nok, når han så en hvid kittel.
Vi fik trods svær modgang, hjælp i sidste øjeblik, og han kom sig heldigvis
hurtigt og helt uden mén.
Jeg er et meget taknemmeligt menneske, og synes selv, at jeg
gennem mine processer er blevet ret god til at tilgive og give slip på
fortiden.
Jeg ved dog også, at hvis jeg havde mistet min søn eller han havde fået varig
mén, vil jeg tvivle på, om jeg nogensinde kunne tilgive vagtlæge nr. to, som
sendte mig hjem, til trods for min søn havde symptomer på meningitis, da vi var
hos ham.
Jeg har heldigvis begge mine sønner i dag – to sunde, raske og kærlige voksne mænd.
Denne oplevelse og den fælles fortid vi har med de odds vi nu har kæmpet med – har skabt vores ”trekløver” som er det dyrebareste i mit liv.
Jeg bliver aldrig i stand til at beskrive min taknemmelighed for, at jeg har dem og vores ubetinget kærlighed til hinanden.
At skrive og ”opleve” denne situation igen har gjort ondt, og jeg har følt smerten igen og grædt mange tårer undervejs nu, men det er okay. Nogle gange er det okay lige at blive ”stoppet” op, og blive mindet om det man har. Jeg følte jo ikke kun smerten nu, men også den stærke kærlighed jeg har til mine sønner og den store respekt og kærlighed de viser mig – og det er jo kærligheden vi skal ”dyrke” og give energi.
Kærligheden og taknemmeligheden i og til livet!!
Husk kære dig som læser dette – TAK er et fantastisk og effektivt ord og kan ikke bruges ofte nok.
Sig tak og vær taknemmelig for det du har – for er du ikke det, hvorfor skal der så komme mere til dig? 😊