Fortidens erfaringer

Jeg har valgt at blotte og bruge min fortids historie, være åben og hudløst ærlig omkring mine tanker og følelser i det.
Hvorfor gør jeg dog det?


Jo – for kan jeg være en inspiration for andre til at få troen på, at uanset hvor dybt man kommer ud og hvor sort det hele ser ud, så har vi et valg og muligheden for et godt liv.
Mulighed for at forbedre situationen, acceptere eller forlade den.
Hjælpe andre til at “se” – vi er nødt til selv at tage ansvar i eget liv!
Kan jeg bidrage til at give håb og tro, er jeg meget taknemmelig.
Jeg prøver, at bruge mine livserfaringer positivt, for de har jo også gjort mig til den jeg er i dag – en person med en bred livserfaring og indsigter – er stolt af den person jeg formår at være i dag.

”Tag ansvar for eget liv”

Jaee, jeg skulle så frygtelig meget igennem, før jeg ”valgte”, at åbne øjnene op for det, at tage ansvar for eget liv.

Hvornår ”opdagede” jeg det? – jo efter 3 mislykkede ægteskaber, alkoholisk, utro og voldelig mand, selvmordsforsøg, økonomisk ruin, rygskade/operation, nærdødsoplevelse grundet nøddeallergi samt fleksjob.
Nåede at se døden i øjnene hele tre gange.

Det er nogle af de ting jeg måtte igennem først – da var jeg 36 år.

Historien bag – Jeg har altid været den stille og pæne pige, der hele tiden havde ”følehornene” ude, om jeg nu gjorde det rigtige, og hvad andre forventede af mig. Husker, det allerede som helt lille ”sled” på mit indre….
Jeg møder min barndomsveninde som 4-årige… en meget dominerende, manipulerende og bestemmende pige… jeg gjorde som regel, det hun syntes…. lyttede ikke til mine egne behov og følelser… gjorde jeg det, gav hun mig følelsen af at have gjort noget forkert… som fx det at lege med andre børn end hende, så blev hun sur og ville ikke vide af mig… sådan ”kørte” det i alle årerne.

Da jeg så mødte mine 2 sønners fader, som 15-årige, gentog det hele sig ”bare” om igen. Han var meget dominerende, bestemmende, mandschauvinist og ligeledes voldelig, og senere alkoholisk…  Jeg var kun 17 år første gang han smed med mig og tog kvælertag. Jeg husker den borende angst for, hvor langt han ville gå… og ydmygelsen…… jeg følte mig så lille og ubrugelig… flov over de mærker rundt på min krop, som viste at det var mig der var ”forkert på den”… følelsen af at være ”forkert” havde allerede dengang, et godt tag i mig. Det skulle vise sig at ”gro” endnu mere fast, men også blive en vigtig del af mit måske største skridt mod at tage ansvar.

Mine år med børnenes fader, min første ægtemand, indeholdt så meget utryghed og angst…. Han begyndte at drikke meget, var mig utro adskillige gange, slog mig til tider, når han ikke mente jeg gjorde ”det rigtige”… tog igen en dag kvælertag på mig og han holdte sine hænder om min hals til jeg besvimede… alt blev sort for mig…. Jeg husker tankerne…. ”Nu er det slut, det her klarer jeg ikke”…. Tanken om hvad der skulle ske med mine børn, var værre end den smerte han påførte mig…. Han blev dog bange og slap mig inden det var for sent…. Den fysiske smerte var intet i forhold til det følelsesmæssige kaos der var i mig…. HVORFOR fortjente jeg det her… forstod det ikke!!! Inderst inde vidste jeg godt HAN gjorde noget forkert, og jeg burde komme væk, men han havde så stor ”magt” over mig, og de følelser han gav mig… at være dum, ubrugelig, intet værd og kun skabt til at behage ham og hans behov. Han sagde ordret til mig: ”Du er kun sat til verdenen for at passe mig op – være bag komfuret og i sengen når det passer mig”.

Han rørte aldrig børnene og han besindede sig heldigvis mod at røre mig, når de var til stede…. ”kun” en gang så de, han tog i kraven af mig og truede mig. Min ældste søn på dengang 5 år gik imellem og råbte ”NEEEJ FAAAR”!! Han slap grebet…. Men den dårlige samvittighed overfor børnene slap ikke taget i mig, og ”billedet” af situationen forsvinder aldrig fra min ”nethinde”… mit hjerte gjorde SÅ sindssygt ondt!!
Jeg var også blevet ekspert i at skjule for andre, hvad der foregik i vores hjem, og hvordan jeg havde det….

Jeg holdt ud i 11 år – tanken om min livsdrøm, at mine børn skulle have mor og far sammen, gjorde også at jeg prøvede og prøvede, at få tingene til at lykkedes…. Men da jeg en aften fandt nabokonen og min mand i færd med at knalde på gulvet i vores egen stue … fik jeg nok… uden tanke på konsekvensen, smed jeg en genstand efter dem og råbte… ”Kan I komme ud af mit hus”!!!!! Det skulle jeg så aldrig have gjort… min mand gik fuldstændig amok…. Han slæbte mig igennem hele huset, kastede mig op af væggen og råbte ind i mit hoved… ”Du skal IKKE smide noget efter mig”!!!! Han slog da med sin knytnæve lige i ansigtet på mig… jeg husker TYDELIG den ”sindssyge” og raseri jeg så i hans øjne… jeg troede virkelig at han ville banke mig til døde… en ubeskrivelig angst vældede op i mig…. Han smed mig ind i vores seng og blev ved med at slå mig… dog med flad hånd…. Han siger da efterfølgende til mig… ”Hvis du forlader dette rum, sparker jeg dig ihjel”!!!…. Pludselig var der noget i mig der fik nok!!! Nej om jeg ville bankes for, at HAN var MIG utro!! En pludselig styrke fik mig til, at rejse mig op, og kigge på ham og sige…. ”Det gør du bare, men jeg går nu”….. med bankende hjerte gik jeg stille og roligt ud af soveværelset og ud af fordøren….. Han fulgte heldigvis ikke efter…. Takker englene for at være i live……………

Jeg flyttede med børnene 3 uger efter. Endelig var jeg kommet ud af dette mareridt, men der gik kun kort tid før han lige skulle give mig den sidste ”hilsen”. En sen aften bankede det på døren, og jeg var dum nok til at åbne døren (viste jo risikoen for at det kunne være ham). Det var ham!! Han var som sædvanlig fuld, og havde sine psykopatiske træk over sig. Han var verbalt rigtig modbydelig og hæv en lampe ned i hovedet på mig – han kunne ikke acceptere jeg var flyttet fra ham… jeg havde sagt ja til ham i kirken, så jeg ville altid være hans kone…. Ja det havde jeg, men han sagde også ja til at ære mig og være mig tro… det havde han vist glemt… Han smed mig ned på sofaen, og med sin magt trak han mine bukser af og sine egne… voldtog mig der midt i stuen… jeg bad ham grædende stoppe – om ikke godt han ville lade være…. Jeg var så bange for at mine sønner skulle vågne og komme ned og se hvad der foregik… min eksmand fuldførte sin ”akt”. Rejste sig op, trak sine bukser op og sagde: ”Så kan du får det for det”… endelig gik han…. Jeg var ødelagt indeni…..


Jeg prøvede at holde fokus på at skabe ro og glæde i vores nye hjem alene… i 1 ½ år prøvede jeg at blive ”hel” indeni. Jeg troede det var nok jeg fik styr på alle de praktiske ting og skabe ro i vores hjem, så ville jeg også finde balancen psykisk og selvværdet igen…. Det skulle så vise sig ikke at være tilfældet, for da jeg møder min 2. ægtemand, som ligeledes er manipulerende, meget flyvsk og uansvarlig på mange områder, gennemskuer jeg det ikke tidsnok… jeg hænger i det igen… føler altid jeg gør tingene forkert, intet vil lykkes, føler mit liv og mine behov bliver flået i stykker, føler ingen respekt fra ham for mig og børnene… vi kører efter hans konstante vilde planer… overlevelse dag efter dag…. Økonomisk var han ustyrlig og uansvarlig… Brugte så meget energi på at holde stumperne samlet….
Børnene og jeg finder glæden i hinanden og vores alene hyggetimer… binder et særligt bånd imellem os….. som bliver helt unikt!
Min barndomsveninde vælger at trække sig ud af mit liv, i starten af forholdet til min 2. mand. Jeg har ikke gjort som hun synes – jeg er igen forkert. Hun påtaler at det er den værste mand på guds grønne jorden jeg kan vælge – hun vælger mig fra.

Min mand plagede livet af mig for at blive gift, som bevis for at jeg ikke ville tilbage til børnenes far… jeg giver efter og indvilliger i et stort kirkebryllup…. Jeg var et STORT kaos indeni, og vidste ikke, hvor jeg skulle finde kræfter til at kæmpe mig ud af alt det…. Mit andet bryllup blev en af de værste dage i mit liv…
Da jeg gik op ad kirkegulvet var jeg ved at både besvime og kaste op…. ALT skreg i mig, for at komme væk….. jeg gennemført dog hele dagen….. hvordan kan man gå så langt for at få ro og prøve at overleve??  

Hvor man burde være glad og lykkelig for at være nygift, knækkede jeg helt sammen og min verden brast…. Jeg kunne ikke mere… jeg havde fået overbevist mig selv om, at mine børn ville være bedre stillet uden mig… jeg kunne jo ikke give dem den barndom, jeg så inderligt ønskede for dem, intet ville lykkes, jeg havde jo fejlet igen igen… tænkte virkelig af kærlighed til børnene… ”De vil trods alt have det bedre hos deres far”…. Så langt var jeg nede… og tog en drastisk beslutning… efter et voldsomt skænderi med min mand… valgte jeg en dum løsning… da jeg var alene, fandt jeg en masse piller og indtog dem sammen med ren vodka…. Satte mig ned og skrev et afskedsbrev til mine sønner……………….. kunne ikke være til mere…. Ville bare gerne føle ro………………….

Det blev heldigvis opdaget i tide, og jeg blev reddet og hjulpet…. Flovheden og skammen meldte sig, da jeg begyndte at komme til mig selv, og så noget af min familie omkring min seng…. Hvad havde jeg dog gjort??…. jo jeg havde råbt på hjælp… men ingen så det vist… jeg var total ødelagt indeni……. Derefter var der ingen, der på noget tidspunkt nævnte noget om mit selvmordsforsøg eller spurgte indtil det…. Følte mig så alene og lille… min mand mente ikke hjælp fra en psykolog var noget at bruge penge på, så det blev ikke en mulighed…. Jeg fandt trygheden og glæden i børnene….
Min barndomsveninde hørte jeg stadig ikke fra… hun havde jo valgt mig fra …. Hun dukkede dog op i mit liv igen efter noget tid….

5 år gik der inden det lykkedes mig at kæmpe mig ud af ægteskabet. Godt nok stod jeg uden at eje noget som helst, en økonomi i ruiner- en milliongæld, et sind i kaos, men det var SÅ befriende endelig at komme væk og igen begynde at få ro i maven… jeg finder et hjem til os, og selvom det er et gammelt hus er det kun vores hjem, et sted hvor vi kan slappe af…  børnene og jeg nyder vores hjem og hinanden…. Jeg heler langsomt….

Min 3. mand dukker op i vores liv… sød og omsorgsfuld, men også med en hårdhed jeg ikke helt til tider forstod, før til sidst… børnene blev hurtig rigtig glade for ham, og han tog del i deres liv og opdragelse…. Vi var glade…. Min mand støttede mig langt hen ad vejen… jeg kom igennem min angst for børnenes far. Blev ”neutral” i forhold til ham… meget befriende endelig at kunne slippe den borende angst, og den magt han havde haft over mig i så mange år……
Min barndomsveninde trak sig nu lidt igen – så hende ikke så ofte.. hun sagde ikke noget, men gav mig igen følelsen af jeg ikke var god nok…. var forkert på den…

Børnene begyndte at give udtryk for at de gerne ville vi skulle gifte os. Det kunne måske give dem en slags tryghed i at være en familie…. Jeg havde lidt blandede følelser omkring det… havde stadig ar på sjælen…. Min mand friede en dag – jeg sagde ja og troede virkelig at ”tredje gang er lykkens gang” – vi havde et stille bryllup med kun mine forældre og drengene… en dejlig dag.

Min mand begyndte desværre at ændre sig…. Jeg kunne fornemme, at ligesom jeg fik det bedre med mig selv, des værre blev hans hårdhed og han blev frygtelig negativ…. Forstod det ikke først, men indså des mere jeg blev uafhængig og mit selvværd blev bedre, des værre fik han det…. Der blev en underlig afstand imellem os… Han følte ikke jeg havde brug for ham…. Tror jeg… men det havde jeg jo… vi havde jo haft det så vildt godt sammen…. Han havde selv en masse negativt og tungt i bagagen, som han ikke var særlig åben omkring… deri bundede hans hårdhed, jeg ikke kunne komme igennem. Jeg forslog parterapi eller noget lign. , men nej…. Det var ikke noget at bruge penge på, vi burde selv kunne klare vores problemer… Jeg blev bange for at det ville gå galt igen… kunne jo tydelig mærke hvad vej det gik… så trist… og ønskede det bare slet ikke..!!

Oveni i det hele fik jeg en voldsom rygskade grundet et tungt løft på mit job…. Jeg levede nærmest af smertestillende, for at kunne være oppe, og var så hæmmet i min hverdag… SÅ svært at acceptere, når man kun var 35 år…. Jeg endte i fleksjob…. Jeg var dog MEGET taknemmelig for, at jeg overhovedet kunne arbejde, og tilmed fik lov at blive på mit arbejde, som jeg var meget glad for.
Et år efter skaden fik jeg heldigvis tilkendt en operation på et privathospital hos en rygspecialist – det var så heldigt og jeg var vildt glad…. Min mand støttede mig under operationen, men da jeg kom hjem, gik det stærkt den forkerte vej med vores ægteskab… han var SÅ negativ omkring alting og voldsom kontrolfreak i forhold til alt i vores hjem, og hvor vi bevægede os rundt henne uden for hjemmet, når han ikke var hjemme…. Jeg var igen havnet i den borende uro, også en stressfølelse for, at der skulle være noget han kunne blive vred over… jeg ”fløj” rundt for at ordne alting…. Jeg blev bevidst om, hvor stor risikoen var for, jeg igen måtte indse, at dette ikke var godt for børnene og jeg… denne gang vildt frustrerende …. Drengene var jo blevet rigtig glade for ham. Han var jo blevet den bedste faderfigur de havde oplevet, men kunne også mærke, hvordan de begyndte at trække sig væk fra ham og hans altid negative humør…. Vi slappede efterhånden bedst af når vi var alene hjemme…

Jeg var rigtig trist over situationen, og mine følelser for min mand var efterhånden slidt helt op, jeg fik svært ved at være i nærheden af ham…. Kunne ikke rumme hans negative vibrationer…. Så da den ældste søn meddelte, at han kunne flytte hjemmefra, hvis min mand skulle blive ved at være sådan, var jeg klar over jeg endnu engang måtte bryde op og vælge en skilsmisse…. Intet skulle få mine børn til at flytte i utide!!!
Tænker dog at min mand ikke formåede at være anderledes grundet hans ”bagage”…. Vi havde simpelthen hver især for meget i ”rygsækken” til, at det nogen sinde ville lykkes os at redde ægteskabet… i hvert fald uden hjælp…… så efter en nylig rygoperation måtte jeg flytte endnu en gang……… som 36 årige måtte jeg erkende, at jeg skulle skilles for tredje gang…!!

 Samtidigt skete der noget andet i mig…. NU havde jeg simpelthen fået nok af negative mennesker og ting i mit liv!!!
Jeg begyndte at mærke efter og kunne pludselig give udtryk for min mening, behov og synspunkter m.m…
Så fra at være den stille og ”rolige” pige, udviklede jeg mig til en, der lod andre forstå, med respekt selvfølgelig, hvad jeg står for og hvad mine holdninger er… tror især min familie var lidt overrasket over min ”forvandling”… jeg var jo vant til bare at indordne mig og tie stille… Jeg begyndte en personlig udvikling og fik det forbavsende hurtig godt igen…. Jeg indså ENDELIG, at jeg jo SELV havde ansvaret for at få et godt liv…. Jeg kunne ikke blive ved at tillægge mine forkerte valg af ægtemænd og mennesker i mit liv i det hele taget, at jeg havde et dårligt liv…. Jeg måtte selv tage ansvaret og skabe det jeg havde brug for…. Så skønt at opdage jeg selv kunne tage ”roret”!!
Jeg ”blomstrede” virkelig op, og nød til fulde mit liv med drengene og at følge deres teenagetid med huset fuld af dejlige unge mennesker.
En fantastisk tid <3

Jeg begyndte, at tænke mere og mere over mit helbred, og havde fået overskud til at træne og lave øvelser som gjorde godt, især for min ryg..… der var nu dage uden smertestillende, men havde stadig behov for at ligge på langs midt på dagen….. Alt gik i den rigtig retning, men en dag kunne det være gået grueligt galt… Jeg har fra barnsben af haft astma og pollen/madallergi… kunne ikke spise det meste af grønt/frugt/nødder og bær.
 En aften var jeg ude at spise på en restaurant og fik en isdessert, hvor det viser sig der var jordnødder i…. jeg gik i et anafylaktisk chok, men var heldigvis tæt på sygehuset, så fik rettidig hjælp… endnu en gang kan jeg takke englene for at være i live……. Tiden efter chokket tænkte jeg rigtig meget over, hvad jeg kunne gøre for at stoppe min allergi, da den i alle årene kun var blevet værre og værre….. og nu havde den nær taget livet af mig..!!
Noget måtte jeg gøre..

Jeg tog kontakt til nogle alternative behandlere for at prøve et eller andet…. Jeg blev foreslået en ”udrensning”/detox med en diæt og kosttilskud…. Dette blev den bedste ”gave” jeg nogensinde har givet mig selv, ud over mine børn.
Da jeg altid har levet af den forkerte kost grundet min allergi, især stort sukkerindtag, var det lidt svært at overskue diæten, men jeg var fast besluttet på, at nu skulle der tages ansvar for mit helbred, så jeg gik ind i det 100 %… jeg fulgte det til punkt og prikke…. og hold da op der kom til at ske noget.
De første 14 dage fik jeg det værre – min astma forværres, ryggen gjorde mere ondt og jeg var SÅ træt…. Men derefter begyndte miraklerne at ske…. Efter 2 mdr. med min nye livsstil, vågnede jeg en morgen og var HELT smertefri i ryggen… troede det ”bare” var en god dag, men efter 8 år er jeg det stadig.
Jeg har ikke rørt smertestillende siden!!
Efter ca. 4 mdr. begyndte jeg at trappe ud af min medicin for astma og allergien, det tog 2 mdr. og har ikke taget det siden.
Efter ca. 2 år prøvede jeg at spise nogle af de madvarer jeg tidligere ikke kunne tåle, og der skete INTET.. INGEN reaktioner på allergi… det er et mirakel…jeg kan nu spise alt!! .. (spiser dog ikke nødder 😉
Jeg har det SÅ fantastisk, og er rigtig glad for mit ”nye” liv… savner overhovedet ikke min gamle livsstil med forkert kost og sukkertrip…

Jeg har nu så godt et helbred, at jeg vælger at frasige min flekstidsordning… vil prøve at forsørge mig selv igen.
Opkaldet til kommune, hvor jeg siger til dem jeg ikke ønsker deres penge mere…. Det er noget at det mest fantastiske opkald jeg har gjort… hold da op en wauu følelse… en sejrsrus!!!!!
Den kære kontordame blev næsten helt konfus, da hun slet ikke viste, hvordan hun skulle gribe det an – det havde de aldrig prøvet før!! 😊
Mit arbejde kunne ikke tilbyde mig fuldtid igen, så jeg sprang ud i at blive selvstændig med kun 15 timer som den eneste faste indtægt… Det blev hurtig en succes. Jeg fik virkelig prøvet af, om jeg kunne forsørge mig selv med mit ”nye” helbred, for som krobestyrer med arbejdsuger mellem 60-80 timer blev det sat på en prøve. Min livskvalitet og helbred var top!

Efter 3 år som single følte jeg, jeg igen var klar til tosomheden, drengene var jo flyttet hjemmefra, og jeg havde haft godt af min tid som single.
Jeg mødte en ”gammel” skolekammerat og vi faldt for hinanden…. Jeg kunne i den forbindelse hurtigt mærke på min veninde, at det ”faldt ikke i god jord”.
Hun sagde da også direkte til mig, at dette ikke var efter hendes mening, det var ikke ham jeg skulle have, det måtte jeg få afsluttet.
Det lyttede jeg dog ikke efter – ville selv have lov at mærke efter og vurdere om dette kunne blive til noget godt. Hun begyndte igen at trække sig ….


Mit forhold til min kæreste gav mig en ny indsigt, så jeg fortryder ikke… ja vi fik desværre store udfordringer og var for forskellige på mange værdi punkter, nogle som er rigtig vigtige for mig… respekt og tillid…. Det blev aldrig intakt i forholdet og jeg lyttede til min krops signaler og afbrød forholdet efter 2 år…
Undervejs i forholdet gik det op for mig, hvorfor jeg blev ved med at føle mig tiltrukket af de dominerende typer, som altid endte op med at gøre mig rigtig ulykkelig og ked af det…. Pludselig slog det mig, at det jo er det jeg er vokset op under, i form af min veninde… det var jo så ”velkendt” for mig … hun dominerede mig jo altid og vidste hvad der var bedst for mig, og skulle gøre det hun synes om…. altid har jeg skulle have hendes accept, når jeg skulle noget nyt… skulle lige ”lodde” stemningen…. NU måtte det være slut med, at jeg skulle føle mig forkert og ikke kunne få lov at styre mit eget liv!!
Jeg skulle ikke have nogen til at diktere mit liv mere, og slet ikke få mig til at føle mig forkert!!!

Min veninde og jeg har haft rigtig mange værdifulde timer sammen i de 38 år vi fik sammen. Vi har gjort meget for hinanden, og er da også meget taknemlig for den hjælp hun har ydet mig igennem tiden. Men jeg gik pludselig helt tilbage i tiden fra hvor vi mødtes, og indså at vores venskab ikke har været helt ”sundt” for mig… det var nu tiden til, at jeg måtte klippe ”navlestrengen” og stå på egne ben….  Jeg sad i fire timer og græd, imens jeg skrev et langt brev til hende… nu var tiden inde til, at jeg valgte hende fra og ikke omvendt mere…. Jeg måtte selv tage ansvar over mit liv, og ikke lade hende fortælle mig hele tiden, hvilken vej jeg skulle gå.
Ja – jeg havde jo hele vejen igennem selv ladet hende gøre det.

Hun har nok også hendes baggrund for, at hun var som hun var over for mig, og som den person hun er, men ikke noget jeg ville være en del af mere…
Dette er nok alt i alt det vigtigste skridt jeg har taget igennem tiden – jeg ved nu, at jeg helt og holdent er min ”egen lykkes smed”.  
Så at høre at min barndomsveninde siden hen har valgt et forhold til min eksmand nr. 2, ham som hun i sin tid valgte mig fra pga.
Det kan jeg kun udlede ud fra, at hun havde en anden grund til at vælge mig fra den gang, end den hun oprindelig sagde til mig – nemlig at han var den værste mand på guds grønne jord jeg kunne vælge – ham skulle jeg ikke have.
Jeg smiler og ønsker dem det bedste.
Hun må jo også selv tage ansvar for hendes liv.

Lige siden jeg fik klippet ”navlestrengen” til min veninde, og fået øjnene op for at vælge til og fra – vælge hvad der er godt for mig, så er der kommet så meget godt og fantastisk ind i mit liv.
Helt ud af det blå dukkede den sødeste og dejligste mand op i mit liv… fuldstændig uventet og uden jeg søgte det…. Han bidrager med så meget godt i mit liv .
Fået de sødeste bonusbørn, som harmonerer fantastisk med mine sønner og svigerdøtre…. Er så taknemmelig <3
En stor drøm er også blevet en realitet…. JEG ER BLEVET FARMOR!!!


Kan ikke beskrive hvor taknemlig jeg er for mit liv, og alle de gaver jeg har at vågne op til hver dag… så ja… trods al mulig modgang og hvor alt så sortes ud, så formåede jeg at kæmpe mig ud på rette vej og blive en positiv, livsglad og stærk kvinde med et godt helbred.
Jeg er SÅ taknemmelig for mine evner til, at jeg i dag kan bruge min fortid til at forstå og hjælpe andre mennesker på vej til bedre livskvalitet og selvværd – give dem håb og inspiration fra min livshistorie via min klinik og mine foredrag.  

Mit motto er derfor:                          

”ALT ER MULIGT”